6. okt 2014 KL 10:50

Et overset problem

Handicappedes kommunikation er stadig et overset problem. Der er brug for øget fokus og uddannelse, mener Birgitte Brandt.
Skribent: 
Karen Kjærgaard
Foto: 
Heidi Lundsgaard

- Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Dette spørgsmål bør alle parter spørge sig selv i forhold til mennesker med komplekse kommunikationsbehov. Det gælder både pårørende, lærere, pædagoger, terapeuter, ledere, organisationer, politikere, embedsmænd og ministre.

- Ud fra en ergoterapeutisk vinkel er det vigtigt at gøre aktivitet og deltagelse muligt, men det kan ikke lade sig gøre uden kommunikation. Og alt for ofte handler indsatserne først og fremmest om de praktiske udfordringer hos mennesker med multiple funktionsnedsættelser, siger Birgitte Brandt.

Hun er ergoterapeut og kommunikationsvejleder i Børneterapien i Odense Kommune, arbejder i Specialbørnehaven Platanhaven samt som national VISO-rådgiver. Desuden er hun formand for ISAAC Danmark - International Society of Augmentative and Alternative Communication. I 2011 var hun med til at skrive et fagligt nødråb i form af et åbent brev til Socialministeriet: Danmark mangler en plan!

Det førte til, at der blev nedsat en national arbejdsgruppe, som skulle analysere tilbud og barrierer for indsatsen på området for mennesker med komplekse kommunikationsbehov.

- Arbejdsgruppens rapport slog i foråret 2013 fast, at der i Danmark findes en gruppe af dem, der lever i isolation, og som er afhængige af deres nære omgivelser. Dette til trods for, at der eksisterer strategier, redskaber og metoder, som kunne hjælpe dem til at opnå en højere grad af selvstyrende kommunikation, siger Birgitte Brandt.

Sytter Kristensen, formand, LEV og Mogens Wiederholt, Spastikerforeningen

Vigtigt at kunne udtrykke sine behov

Blandt udfordringerne på området påpeger rapporten, at en del - både børn, unge og voksne med komplekse kommunikationsbehov - aldrig opdages og derfor ikke får det rigtige tilbud. Derudover mangler der specialiseret viden og lovgivningsmæssige bestemmelser, der sikrer retten til en alternativ eller supplerende kommunikationsform.

- Alle mennesker kommunikerer jo helt fra fødslen af, også selvom det er nogle meget anderledes måder, børn med multiple funktionsnedsættelser bruger. Det er vores opgave at øge bevidstheden om deres kommunikation og hjælpe dem til at lære alternative kommunikationsmåder, så de får nye muligheder for at være med i leg og hverdagsaktiviteter.

Det gælder eksempelvis i forhold til, hvad de vil lege eller synge. Her kan man som kommunikationspartner inddrage symbolkort til barnet, hvor mulighederne præsenteres én ad gangen, hvorefter barnet spørges forfra, hvilken sang eller leg det vil have. Så er det kommunikationspartnerens opgave at tolke barnets udtryk for interesse/ikke-interesse i den enkelte mulighed. Det kan være små ændringer i mimik/kropssprog, men det hjælper at sætte ord på, hvad man ser, så barnet hører, hvad man prøver at forstå.

Spørgemåden kaldes Partner Støttet Skanning. PSAS kan tilpasses forskellige behov for kompleksitet og kan være rigtig brugbar, når personen ikke har motoriske færdigheder til at udpege på tavler eller i kommunikationsbøger.

- Det giver efterhånden børnene en følelse af, at der er nogle ting, de kan bestemme selv.

Mangler kurser og uddannelse

Birgitte Brandt understreger, at ergoterapeuter jo bestemt ikke kan stå alene med indsatsen omkring kommunikation, men er en vigtig faggruppe i det tværfaglige team omkring mennesker med komplekse kommunikationsbehov. Hun oplever dog gennem sit arbejde, at der er kolleger, der ikke interesserer sig så meget for kommunikation, så man må minde dem om, hvor vigtig kommunikation er.

- Det er et område, hvor vi er nødt til at påvirke dér, hvor vi er i praksisverdenen. Det er også et felt, hvor der er meget lidt undervisning, selv om det er en kerneopgave for både ergoterapeuter, fysioterapeuter, pædagoger, lærere og talepædagoger. Men man kan jo ikke regne med, at der er ildsjæle overalt. Derfor burde der på grunduddannelserne være et modul eller en introduktion til mennesker med særlige kommunikationsbehov. Det står ikke sort på hvidt nogen steder, at der skal undervises i det, så det huskes som regel ikke ind.

Birgitte Brandt understreger, at hun ikke på nogen måde ønsker at kritisere hverken mono- eller tværfaglige kollegers indsats.

- Alle løser jo deres arbejdsopgaver ud fra den viden, de har på området. Problemet handler så om, at der er nogle områder, der ikke har været nok i fokus, og derfor bør man tilbyde kurser, så de relevante faggrupper får de nødvendige kompetencer.

Har måttet ty til Norge

Desværre mangler der uddannelsesmuligheder her til lands i alternativ kommunikation. Tidligere var der et mindre kursus i alternativ kommunikation ud fra en relationel tilgang hos VIKOM. I dag findes dette kursus hos UC Lillebælt i stort set samme form. I kølvandet på rapporten har en del af deltagerne haft drøftelser med UCC i København, der netop har udbudt et diplommodul ”Komplekse kommunikationsbehov og funktionsnedsættelser”.

- Ellers har det været Norge, man skal til, og vi er derfor nogle stykker, der har været på ASK-uddannelsen deroppe. Så det er en ren tilfældighed, om der er ansat fagfolk med kommunikationsviden, alt efter hvor man lander som menneske med særlige kommunikationsbehov.

I rapporten foreslås det derfor også, at der bør udvikles og inkluderes et modul om alternativ og supplerende kommunikation på de sociale, sundhedsfaglige og pædagogiske grunduddannelser samt bachelor- og kandidatuddannelser. Endvidere anbefales der en overbygningsuddannelse i alternativ og supplerende kommunikation for fagpersoner inden for området.

- Men det kræver, at ledelserne på institutioner prioriterer ressourcer og tid til, at medarbejdere kan komme af sted på kursus og efterfølgende bruge den nye viden. Derfor bør ledelserne også være klædt på til at vide, hvor vigtig kommunikation er.

Brug for mere faktuel viden

Rapporten påpeger, at der er brug for kortlægningsprojekter for at skaffe mere dokumenteret viden. Et projekt bør omfatte en total kortlægning i et geografisk afgrænset område af alle voksne, som har et komplekst kommunikationsbehov. Der bør også foretages en identificering, registrering og udredning af alle børn i området mellem 0 og 5 år med omfattende kommunikationshandicap, som har brug for en indsats.

Ifølge Birgitte Brandt har Socialministeriet lovet at tage anbefalingerne med fremadrettet, og Det Centrale Handicapråd har også støttet dem. LEV og Spastikerforeningen har været aktive deltagere i rapportgruppen og har fået mere fokus på kommunikation i forhold til tidligere.

- Så det er da et af skridtene på vejen, at vi er flere, der trækker på samme hammel.

Men tilgængelighedsbegrebet burde også udvides til at omfatte kommunikationstilgængelighed, forstået på den måde, at man har ret til at blive hørt og kunne sige det, man gerne vil, til dem, man gerne vil – på den måde, der kan lade sig gøre. Derfor er der også brug for at påvirke politikerne og lovgivningen, mener hun.

- I Norge, som er længere fremme på området end os, er det skrevet ind i lovgivningen, at man som bruger af alternativ og supplerende kommunikation har ret til, at ens undervisning i skolen er tilrettelagt efter det. Det er måske en udfordring for en ung, nyuddannet skolelærer, men så må man tilbyde kompetenceudvikling, for forpligtelsen ligger jo overordnet hos ledelsen, konkluderer hun.

Birgitte Brandt er ergoterapeut og kommunikationsvejleder samt national VISO-rådgiver. Hun arbejder i Børneterapien i Odense. 
Kontakt: 23 30 42 15 eller birb@odense.dk 

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.