13. nov 2017 KL 12:03

Det er hårdt arbejde at være pårørende

Gitte Ridorf har de sidste to år haft sygdom tæt inde på livet, efter hendes mand Carsten Ridorf blev ramt af en blodprop i hjernen. Det betyder, at hun har måtte påtage sig et stort ansvar. Både for at hjælpe Carsten, men også for at få alting til at løbe rundt i en hverdag, som pludselig så helt anderledes ud.
Skribent: 
Cecilie Bay Nielsen
Foto: 
Claus Boesen

- Han kunne ingenting. Han lå inde i soveværelset og var fuldstændigt klamsvedende og kunne ikke tale sammenhængende. Han kastede op, så jeg måtte have vendt ham om på siden, selvom han ikke var meget for det. Og så stod jeg der med knæet i ryggen på ham og ringede efter en ambulance.

Sådan fortæller Gitte Ridorf om den morgen i marts 2015, hvor hendes mand Carsten Ridorf faldt om med en blodprop i hjernen. Carsten overlevede, men var så alvorligt syg, at der ventede et langt forløb med genoptræning og rehabilitering forude på blandt andet Hammel Neurocenter, det specialiserede neurorehabiliteringscenter Kildebo og hjemme i Odsherred Kommune.

- Jeg tror slet ikke, at jeg tænkte ret meget, andet end at det var noget rigtig lort. Der var bare en million ting, der skulle gøres og tages stilling til. Hvad skulle der ske? Kunne vi blive boende? Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg skulle stå det her igennem, ville jeg have sagt, at det magter jeg ikke. Men når man står i situationen, klarer man det. Det sværeste har været at tro på, at det nok skal blive godt igen, siger Gitte Ridorf.Gitte Ridorf, gift med Carsten, der fik en blodprop i hjernen

Blodproppen vendte op og ned på livet for Gitte og Carsten Ridorf, og de seneste to år har de begge kæmpet for at vende tilbage til en ny hverdag, der kan hænge sammen på trods af de udfordringer, som blodproppen har ført med sig.

Uvished og mange bekymringer

Ambulancen kørte Carsten til Rigshospitalet, hvor han lå i koma i flere dage, og da han endelig vågnede, var han fuldstændig lammet og kun vågen i kort tid ad gangen. På sidelinjen stod Gitte fyldt med bekymring for sin mand, men samtidig blev hun også nødt til at tage beslutninger om en fremtid, som på et øjeblik var blevet helt anderledes. 

- Jeg tror slet ikke, at jeg tænkte ret meget, andet end at det var noget rigtig lort. Der var bare en million ting, der skulle gøres og tages stilling til. Hvad skulle der ske? Kunne vi blive boende? Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg skulle stå det her igennem, ville jeg have sagt, at det magter jeg ikke. Men når man står i situationen, klarer man det. Det sværeste har været at tro på, at det nok skal blive godt igen, siger Gitte Ridorf.

Anne Norup er ph.d. og neuropsykolog ved Neurologisk Klinik på Rigshospitalet. Hun har forsket i, hvordan de pårørende bliver påvirket, når et familiemedlem bliver ramt af en hjerneskade. Ifølge hende er det netop uvisheden, som fylder meget for de pårørende i det første stykke tid efter skaden.  

- Når vi taler om de udfordringer, der er som pårørende, ser vi for det første på, hvor i forløbet man er. I den akutte fase, hvor det kan handle om liv eller død, er der en stor uvished. Både dag for dag, men også time for time. Når patienten er stabil og bliver overflyttet til videre rehabilitering, er det især tankerne om fremtiden, som begynder at fylde. Her kan den pårørende begynde at trække vejret igen, fordi den værste fare er overstået, og så begynder man at se de ting, som er forandret på grund af hjerneskaden, siger Anne Norup.

Et stort ansvar

Da Carsten blev syg, stod Gitte alene med ansvaret for at få det hele til at fungere derhjemme. Og det var noget af en opgave. Carsten og Gitte lever af deres økologiske landbrug, som Carsten passer, mens Gitte har stået for de huslige pligter. Det betød, at Gitte fra den ene dag til den anden skulle varetage et landbrug, som hun ikke vidste noget om.

- Jeg havde travlt med at sætte mig ind i love og paragraffer og med at få nogen til at passe landbruget, for jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre. Vi omsætter for omkring 1,5 mio. kroner om året, så det nyttede ikke bare at sige, at det går jo nok. Vi var nødt til at have noget vi kunne leve af, siger Gitte Ridorf.

Samtidig med at hun har stået alene med et økologisk landbrug, har Gitte også brugt meget af sin tid på at besøge Carsten i det halvandet år, hvor han har været indlagt flere forskellige steder i landet. Og lige så snart Carsten var rask nok, har han været hjemme i weekenderne, hvor Gitte selv har hjulpet ham med at komme i bad, tage tøj på og træne.

En af dem, som har været tæt på Carsten og Gitte, er Rikke Hvidtfeldt, som er ergoterapeut i Odsherred Kommune. Efter Carsten i juni 2016 flyttede hjem igen, har hun et par gange om ugen været hjemme hos Gitte og Carsten for at hjælpe dem med at få hverdagen til at fungere. Hun er imponeret over, hvor god en støtte Gitte har været. 

- Det er tydeligt, at de stadig har formået at bevare kærligheden, selvom Gitte til tider har været frustreret, og det har været hårdt. Hun har med glæde været primus motor i hjemmet og har brugt mange timer på at tage sig af Carsten. Gitte har fulgt tæt med hele vejen og det er tydeligt, at hun har villet hjælpe så meget som muligt. Jeg tror ikke, at hun har tænkt meget på sig selv i den tid, hvor Carsten har været syg, siger ergoterapeut Rikke Hvidtfeldt.  

Jeg er blevet træt

I dag er Carsten nået så langt, at han kan klare de fleste ting selv. Han er igen begyndt at passe sit landbrug, men her har han stadig brug for Gittes assistance, når traktoren skal køres ud på markerne eller en tung plov skal sættes på. Selvom det er en selvfølge for Gitte at hjælpe til, er det alligevel begyndt at tære på hende.

- Jeg er blevet utroligt træt på det sidste. Carsten kan efterhånden meget selv, men ellers har jeg været på det meste af tiden i to år. Vi har altid været meget sammen, men nu er vi det 24 timer i døgnet. Hvis jeg skulle noget det første stykke tid, hvor Carsten var hjemme, måtte jeg have fat i nogen, som kunne være der. Jeg er ved at være træt af at leve en andens liv, men det har også bragt os tættere sammen, og vi er ikke blevet mindre glade for hinanden, siger Gitte Ridorf.

Neuropsykolog Anne Norup bakker op om, at det er opslidende, når man som pårørende gerne vil hjælpe så meget som muligt og samtidig står med ansvaret for at få dagligdagen til at fungere. Derfor er det vigtigt, at de pårørende ikke bliver glemt, siger hun.

 - Hvis den pårørende bliver udsat for belastning over længere tid, kan man risikere, at den pårørende også knækker og går ned med stress eller depression. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke overser de pårørende, så de ikke får hjælp i tide, siger Anne Norup.

Der mangler forståelse

For Gitte har det også været nødvendigt at få støtte til at bearbejde den omvæltning, som blodproppen har været. Derfor har hun sammen med fem andre pårørende gået til psykolog som en del af et tilbud fra kommunen. Og det har haft en god effekt.

- Nogle gange er det rart at få snakket ud om sine problemer, og der bliver de andre i gruppen ikke trætte af at høre på én. Uanset hvor meget folk tror, de ved om, hvor svært det er at være pårørende, så er der mange ting, som man ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har prøvet det. Der er så meget afmagt, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre, eller hvem man skal henvende sig til, siger Gitte Ridorf.

I sit arbejde oplever ergoterapeut Rikke Hvidtfeldt ofte, at de pårørende ikke møder særlig stor forståelse fra andre, når de fortæller hvor svært det kan være at få hverdagen til at fungere efter en hjerneskade.

 - Når man er ramt af en hjerneskade, kan der være mange kognitive problemer, som andre ikke kan se. Derfor kan de pårørende opleve, at de ikke møder ret meget forståelse for deres situation fra omverdenen, fordi den ramte godt kan klare at fungere normalt i et par timer sammen med familien, men så er fuldstændig udkørt bagefter, siger Rikke Hvidtfeldt.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.