Hjem > Demenskonsulent til Fagsekretariatet Ældre & Handicap

Demenskonsulent til Fagsekretariatet Ældre & Handicap

Har du lyst til en spændende og udfordrende stilling inden for demensområdet, med masser af muligheder for at påvirke fremtidens demensindsats i Skanderborg Kommune? Så er muligheden her...

I og med at vores nuværende demenskonsulent overgår til andre opgaver i den sidste tid inden sit otium, er vi på jagt efter en ny demenskonsulent pr. 1. marts 2018. Du vil organisatorisk blive en del af konsulentgruppen i fagsekretariatet, som består af en række udviklingskonsulenter, projektledere og andre ledelsesunderstøttende medarbejdere.

Endvidere vil du få et tæt samspil med de øvrige demensfolk (2 demenskoordinatorer og 1 demenskonsulent) samt ikke mindst de udførende enheder på især ældreområdet.

Som demenskonsulent vil dit ansvarsområde bl.a. være, at

  • være demensfaglig sparringspartner for både drift og myndighed
  • facilitere komplekse demensforløb med henblik på at skabe gode og sammenhængende forløb
  • være primus motor i videreudviklingen af demensområdet i Skanderborg Kommune
  • forestå gennemførslen af et årligt servicetjek på demensområdet, herunder afrapportering til det politiske niveau
  • opsamle og formidle (ny) viden om demens i organisationen
  • følge op på indberetninger om magtanvendelse med henblik på at forebygge denne fremadrettet
  • du er på forkant med udviklingen på demensområdet og klæder ledelsen på ift. demensfaglige emner.

​Du vil få en bred kontaktflade i hele organisationen på særligt ældrerådet, men også på handicap- og social-/psykiatriområdet – både i fagsekretariatet og i vores udførende enheder. Her skal du kunne begå dig på en god og respektfuld måde i forhold til alle – på forskellige niveauer. Det er en forventning, at du formår at sparre konstruktivt med både myndighed og udfører.

Dine kompetencer. Du,

  • har en sundhedsfaglig uddannelsesbaggrund e.l. og formentlig erfaring fra driften
  • har en stor demensfaglig viden og har solid erfaring med at bringe denne i spil
  • har gode relationelle kompetencer og formår at opfange (også usagte) signaler
  • er procesorienteret, men mister ikke målet af syne
  • har gode kommunikations- og formidlingsevner – både i skrift og tale
  • er god til at navigere i et felt, hvor der er mange interesser på spil
  • er proaktiv, handlekraftig og har organisatorisk forståelse
  • arbejder struktureret og effektivt samt bevarer overblikket (også) i pressede situationer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling, d.v.s. 37 timer/uge.

Aflønning sker efter gældende overenskomst og forhandles med forhandlingsberettiget organisation.

Ansættelsesstedet er Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg, men du vil skulle påregne en betydelig aktivitet ude hos de udførende enheder. Det er derfor nødvendigt med kørekort til personbil.

Stillingen er organisatorisk placeret i Fagsekretariatet Ældre & Handicap.

En tilfredsstillende straffeattest skal kunne forelægges.

Yderligere oplysninger

Spørgsmål til stillingen kan rettes til souschef Niels M. K. Diedrichsen på telefon 40 24 27 20.

Ansøgningsfrist

Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest fredag, den 19. januar 2018. Ansøgningen (inkl. relevante bilag) sendes elektronisk via nedenstående link.

Kandidater udvalgt til samtale vil blive kontaktet om eftermiddagen/aftenen mandag, den 22. januar 2018.

Samtalerne forventes afholdt fredag, den 26. januar 2018.

Søg stillingen igennem dette link (åbner i nyt vindue).