Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK18-UPDATE til tillidsvalgte

OK18-UPDATE til tillidsvalgte

8. marts 2018
I går valgte arbejdsgiverne på alle tre områder at varsle lockout. Arbejdsgiverne signalerer hermed at lukke store dele af den offentlige sektor ned. Det er en voldsom reaktion på de strejkevarsler, vi sendte i begyndelsen af ugen. Og det er en reaktion, som øger risikoen for et lovindgreb.

Det er vigtigt at gentage, at Ergoterapeutforeningen går fortsat efter en forhandlet løsning for alle.

Hvad er sagens kerne?

Alle organisationerne står sammen ved denne overenskomstfornyelse. 

Vi har haft tre overenskomstfornyelser, 2011, 2013 og 2015, hvor den økonomiske krise var baggrundstæppet og lønudviklingen lav, men Danmark er ikke længere i krise.

Det, der binder de tre områder sammen, er at vi gerne vil sikre en lønudvikling, som er større end prisudviklingen, det vil sige en reallønsudvikling i perioden og vi vil gerne sikre en lønudvikling svarende til den private. 

Vi er blevet mødt med krav om forringelser af de vilkår, vi har i dag. Samtidig er vi blevet stillet små lønstigninger i udsigt. Derfor er forhandlingerne brudt sammen, og derfor fortsætter de i forligsinstitutionen.

Vi arbejder fortsat for at finde en løsning ved forhandlingsbordet, og det har været målet hele vejen. Men det skal være en rimelig løsning. Og det skal være en løsning for alle.

Det bliver vanskeligt. Men det er ikke umuligt.Det er her, vi i den nærmeste tid sætter alle kræfter ind.

Der er hverken strejke eller lockout endnu

Forhandlingerne fortsætter i forligsinstitutionen. Der er tavshedspligt om alt, hvad der foregår i forligsinstitutionen, men så længe der stadig aftales møder, kan resultatet blive en ”mæglingskitse”. Det kaldes et forlig som laves af forligsinstitutionen. En mæglingsskitse sendes til godkendelse hos medlemmerne.

Alle organisationerne har varslet en strejke, som tidligst kan træde i kraft den 4. april 2018. Arbejdsgiverne har varslet lockout, som tidligst kan træde i kraft den 10. april. Hertil kommer, at forligsmanden har mulighed for at udsætte en strejke/lockout 2 gange 14 dage. Der er tid endnu.

En konflikt, uanset om der er tale om en strejke eller lockout, vil højst sandsynligt blive bragt til ende med et lovindgreb.

Nødberedskab

Hvis strejken/lockouten bliver en realitet, skal Etf stille med et nødberedskab, der sikrer, at opgaver, som er livsvigtige, uopsættelige eller påkrævede for at undgå varige førlighedstruende men, stadig udføres.

Det er arbejdsgiverne centralt, der skal tage initiativ til forhandling af nødberedskab. Hvis en arbejdsgiver henvender sig til Etf, skal vi forhandle en central rammeaftale, der efterfølgende skal udfyldes med en konkret lokalaftale. Der ligger en vejledning til tillidsrepræsentanter, der beskriver, hvordan disse aftaler forhandles og giver inspiration til den lokale forhandling.

  • Du finder vejledningen om nødberedskab her

Informationer til TR og til dine kolleger

Når dine kollegaer henvender sig, kan du samle deres spørgsmål ind og kontakte Etf, eller du kan henvise dem til etf.dk.

Mange af spørgsmålene vil blive besvaret på de TR-stormøder, som vi holder, og du vil efter dem være endnu bedre klædt på i forhold til de udfordringer, som arbejdsgivernes lockout giver.

På etf.dk/OK18 har vi samlet, nyheder, vejledninger og andet materiale både til dig, som er TR. Det er her, du kan holde dig opdateret på udviklingen.

Vi har også udarbejdet en FAQ-oversigt, den indeholder svarene til de spørgsmål vi får flest af på konflikt@etf.dk og på konflikttelefonen 3115 6080 .

Vi får mange henvendelser i disse dage og har derfor en lidt længere svartid end normalt, som TR har du mulighed for at henvise til ”mit etf”.  Her kan medlemmerne se, hvilke mails der er sendt til dem og finde mails, som ellers er fanget i spamfilteret eller lign.

Dine kolleger kan også finde svar på en række spørgsmål knyttet til strejken/lockouten i vores konflikt ABC og i FAQ-oversigten.

Møder for TR

Der er fuld kraft på forberedelserne til den situation, som vi jo kan stå i om en måned.

Allerede den 12. marts 2017 afholdes der TR-stormøde for alle Sundhedskartellets tillidsrepræsentanter og suppleanter. (Tilmeldingsfristen er overskredet).

Etf opretholder de regionale TR-møder for TR på det kommunale område, som tidligere har været annonceret. Tilmeldingen er åben igen til og med 9.marts.

Den 22. marts 2018 afholdes der endnu et TR-stormøde. Denne gang på tværs af samtlige organisationer. Tilmeldingen åbner, så snart de sidste detaljer er på plads.

Det regionale TR-møde, som var planlagt til den 22. marts, flyttes til senere på dagen, så det ligger i forlængelse af TR-stormødet.

Vi står sammen

Som TR er du Etf på arbejdspladsen, og vi gør vores bedste for at klæde dig på til opgaven i denne meget atypiske situation.

Vi ved, at den kommende tid bliver vanskelig for alle ergoterapeuter. Der vil være mange spørgsmål og stor usikkerhed. Husk at bidrage med at betone overfor alle dine kollegaer, at strejken/lockouten endnu ikke er en realitet. Og at der stadig er rum for at finde en løsning ved forhandlingsbordet.

Det er vigtigt, at vi alle står sammen nu. Det er det afgørende afsæt for, at vi kan finde en løsning for alle, det arbejder vi stadig for. Og vi har også forberedt os på den situation, hvor strejken/lockouten måtte blive resultatet.

Deltag i debatten

Vi vil også opfordre dig til aktivt at deltage i debatten. Del dine synspunkter over frokosten og på de sociale medier og alle andre steder, hvor du mener de kan fremmes. Det kan være ved selv at komme med indlæg, eller ved aktivt at dele og like indlæg fra andre. Brug gerne aktivt hashtagget: #enløsningforalle

Har du mod på at tage aktivt del i debatten og være en del af Forhandlingsfællesskabets En Løsning For Alle-kampagne er du velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig i Etf, Luise Bæhrenz Hjort på lh@etf.dk eller 5336 4942.
 

Kommentarer

Jeg er ansat som forebyggelses konsulent i Holstebro kommune, jeg har ikke en tillidsmand, men heller ikke modtaget nogen besked fra jer, om jeg er ramt af strejke.
Jeg er i tvivl om hvordan jeg skal forholde mig. Modtager jeg direkte besked fra jer?
Min mail adr. : annemarie1971@live.dk

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.