Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK18: Forligsmanden har taget over

OK18: Forligsmanden har taget over

1. marts 2018
​Organisationerne og arbejdsgiverne for både stat, kommuner og regioner har mødtes hos forligsmanden i dag.

Forligsmand Mette Christensen havde bedt parterne på de tre offentlige områder – stat, region og kommune – om en orientering om overenskomstforhandlingerne i dag. Der var afsat en time til hvert af de tre områder, så forligsmanden kan begynde at danne sig et billede af, om hun kan løse op for hårdknuden i forhandlingerne.

Forhandlinger under Forligsinstitutionen sker under ganske særlige betingelser, som bl.a. indebærer, at parterne har pligt til at komme, når de bliver tilkaldt og skal blive i Forligsinstitutionen så længe forligsmanden ønsker det. Og det er ikke tilladt at referere fra forhandlingerne hos forligsmanden.

Efter de tre orienteringsmøder i dag valgte forligsmanden at indkalde parterne til nye møder i næste uge – formentlig med henblik på at tale om de store problemer, der førte til sammenbrud i forhandlingerne.

Etf er repræsenteret ved formanden for Sundhedskartellet, Grete Christensen. Grete Christensen forudser, at det bliver vanskeligt, at nå et forlig, som alle kan bakke op om.

- Jeg vælger at være optimist, og vi vil arbejde hårdt på at nå en fælles løsning, som hele det offentlige Danmark kan se sig selv i. Ingen er tjent med en konflikt. Men der skal reelle lønstigninger på bordet og nogle gode løsninger på de andre centrale problemer, så det bliver det svært for forligsmanden at finde en løsning, siger Grete Christensen.

Der er endnu ikke sendt konfliktvarsler fra nogen af parterne, men det vil formentlig ske, så en konflikt kan iværksættes fra 4. april, hvis der ikke er skabt et forlig inden da.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.