Hjem > Aktuelt > Nyheder > Økonomiaftalen for regionerne er faldet på plads

Økonomiaftalen for regionerne er faldet på plads

6. juni 2018
En milliard kroner mere til regionerne i 2019. Det er resultatet af den netop indgåede økonomiaftale mellem regionerne og staten. Men er det nok til at dække de udfordringer, som sundhedsvæsnet står over for?
Foto: Colourbox

Nej, mener Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen: - Det er godt, at man har afsat en milliard kroner mere til regionerne. Det er hårdt tiltrængt. Men det reelle behov for flere midler er større. Alene den voksende andel af ældre, der har brug for at komme forbi hospitalet i de kommende år, vil udgøre en stor andel af de ekstra midler.

Flere spår dog, at der kan komme flere øremærkede penge til sundhedsområdet i efterårets Finanslovsforhandlinger. Argumenterne er, at det 1: Er valgår, og 2: At regeringen har bebudet en ny Sundhedsreform efter sommerferien.

Ny styring med vægt på nærhed

Udover flere penge bliver der i økonomiaftalen også tegnet konturerne af en ny styringsmodel for regionerne. Ved sidste års økonomiaftale blev 2 procents produktivitetskravet sløjfet. Nu indføres så en ny styring, der skal have fokus på nærhed og sammenhæng i indsatserne.

- Der er stadig en række ubekendte i den nye styringsmodel. Men ambitionen om at forsøge at skabe en øget sammenhæng mellem regioner og kommuner er rigtigt set, siger Tina Nør Langager.

I Ergoterapeutforeningen vil udrulningen af den nye styringsmodel blive fulgt tæt.

- Det er vigtigt, at den nye styringsmodel ikke bliver en camoufleret spareøvelse. Og at den reelt understøtter intentionerne bag tiltaget, siger Tina Nør Langager.

Et lille løft til psykiatrien

Med aftalen er der også kommet et beskedent løft af psykiatrien. 200 mio. kr. mere tilføres til psykiatrien næste år. Også her forventes det, at der bliver afsat flere midler til efteråret. For efter sommerferien fremlægger Regeringen ”En samlet plan for psykiatrien.

- Jeg håber, at vi med Regeringens samlede plan for psykiatrien stopper med at lappe huller i taget. Der er ikke brug for flere små-dryp på satspuljen, der er brug for reelle permanente midler, så vi kan give den nødvendige behandling og rehabilitering, som mennesker, der får en psykisk lidelse, har brug for, siger Tina Nør Langager og afslutter:

- Alt i alt må vi sige, at aftalen lægger op til, at vi må vente i spænding til efteråret.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.