Hjem > Aktuelt > Nyheder > Legehelte breder sig på børnehospitalerne

Legehelte breder sig på børnehospitalerne

11. december 2017
Erfaringerne med at lade en ergoterapeut aktivere indlagte børn med leg og bevægelse er så gode, at Børneulykkesfonden investerer i flere legehelte.
Legehelt
Signe Juel Tange sørger for at udfordre børnene i deres leg, så de ikke bare leger, men også udvikler sig. Her er det Wilaz Ahlquist Sørensen, der er født med tarme og mavesæk, som ikke fungerede og siden fødslen har været vant til at være fanget af sonder og slanger. Foto: Carsten Bundgaard

Af Gitte Rebsdorf

Ideen med at ansætte såkaldte legehelte på børnehospitalerne breder sig fra Odense til Skejby og Hvidovre Hospitaler, der fra årsskiftet får en legehelt tre dage om ugen.

I forvejen har H.C. Andersen Børnehospital i Odense siden april haft en ergoterapeut ansat som legehelt til at aktivere og lege med indlagte børn. Generalsekretær i Børneulykkesfonden, Henriette Madsen oplyser, at ambitionen er, at fænomenet skal udbredes til hele landet.

- Vi har set rigtig gode resultater af det arbejde, der er udført ind til nu. Det giver god effekt, at børnene rører sig, mens de er indlagt. Derfor vil vi arbejde på at få legehelte overalt i Danmark.

Legehelten skal have en sundhedsfaglig uddannelse som for eksempel ergo- eller fysioterapeut. I Odense blev ergoterapeut Signe Juel Tange som den første ansat som legehelt. Hun har nu givet sine erfaringer videre til den ergoterapeut, der begynder på Skejby Sygehus til januar.

Lange inaktive dage

Før aktiviteterne blev en realitet foretog Børneulykkesfonden en undersøgelse, der viste at 81 procent af indlagte børn ønsker at deltage i aktiviteter med fokus på leg og bevægelse. Undersøgelsen viste desuden, at næsten 60 procent af de indlagte børn, opholder sig på hospitalsstuen mere end halvdelen af tiden. Denne undersøgelse er nu ved at blive udvidet med en kvalitativ interview-undersøgelse blandt forældre, børn, personale og legehelt. De i alt 20 interviews skal blandt andet vise, hvad der kan være til hinder for, at børn deltager i aktiviteter på hospitalet, og det har vist sig, at det for eksempel kan være frygten for at miste en vigtig undersøgelse.

- Det viser, at det er vigtigt, at der er et tæt samarbejde mellem personalet og legeheltene. Det handler om at klæde personalet godt på, så de kan oplyse forældrene om, at deres børn vil blive hentet til undersøgelsen, hvis de er henne at lege, siger Henriette Madsen. Legehelten er som sådan ikke en del af personalet, men skal netop være et frisk pust for de børn, der er på hospitalet. Ergoterapeut Signe Juel Tange på H. C. Andersen Børnehospital i Odense har dog allerede et tæt samarbejde med personalet, og da hun begyndte i jobbet, måtte hun selv være med til at udvikle de aktiviteter, der gav mening.

- Bevægelse og leg gør meget godt for børnene. Ud over at det styrker deres motorik, er det også med til at give dem livskvalitet. Det bringer hverdagen ind på hospitalet, siger den 24-årige ergoterapeut.

Legehelten er på H.C. Andersen Børnehospital tirsdag, onsdag og torsdag, og Børneulykkesfonden har på nuværende tidspunkt ansat fire legehelte fordelt rundt om i landet. 

Læs artiklen "Legehelt for syge børn" i det nye nummer af Ergoterapeuten

 

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.