Hjem > Aktuelt > Nyheder > #KV17: Jeg bruger det holistiske menneskesyn

#KV17: Jeg bruger det holistiske menneskesyn

15. november 2017
Der er ikke mange, men enkelte ergoterapeuter er at finde på stemmesedlerne til kommunalvalget den 21. november 2017. Vi har kendskab til seks ergoterapeuter, der stiller op, og vi har spurgt dem, hvorfor, hvad deres mærkesager er, om de bruger deres faglige baggrund i det politiske arbejde – og om de har nogle gode råd til, hvordan ergoterapeuter kan påvirke politikerne i deres lokalområde.
Anette Mortensen er ergoterapeut og kandidat til #KV17.

Opdateret 29. november 2017:  Anette Mortensen blev borgmester i Stevns Kommune.

Her kan du læse, hvad Anette Mortensen svarer.

  • Navn: Anette Mortensen
  • Alder: 39 år
  • Nuværende arbejde: Uddannet ergoterapeut, men pt ansat i familievirksomhed som administrativ medarbejder/sekretær. Skiftede job for at få tid til både familien og det politiske arbejde.
  • Parti: Venstre, borgmesterkandidat
  • Sted: Stevns Kommune
  • Antal år i kommunalpolitik: 4 år. Sidder bl.a. i kommunens økonomiudvalg samt plan- og teknikudvalget

Hvorfor stiller du op?
Jeg stiller op som borgmesterkandidat, fordi jeg mener, der er behov for en borgmester med et andet helhedssyn. De seneste fire år har været præget af uro og zig zag-kurs, og det ønsker jeg at ændre.

Hvad er dine mærkesager?

Fornuft, samarbejde og udvikling. Fornuftige beslutninger er f.eks. at lave udbud efter det mest fordelagtigt tilbud i stedet for efter laveste pris, som ofte ender med at blive meget dyrt.
Samarbejde både på tværs af afdelinger i kommunen, mellem forskellige politiske partier og med borgerne i kommunen – for at sikre de bedste løsninger. Vi har brug for udvikling, og det skabes bedst i samarbejde.

Udvikling af kommunen. Der er behov for en statsvej til motorvejen, så vi hurtigere kan komme til og fra arbejde. Der er behov for at skabe nye og flere arbejdspladser, og så skal vi arbejde på at få FGU (forberedende grunduddannelse) til Stevns, så vi sikrer at vores unge bliver førstevælgere til fremtidens job.

Bruger du din faglige baggrund i det politiske arbejde?

 

Det gør jeg i høj grad. Det holistiske menneskesyn, jeg har med mig fra uddannelsen, bruger jeg meget. Derudover har jeg i en årrække arbejdet i Stevns Kommune som sagsbehandlende ergoterapeut, så jeg ved om nogen, hvordan det er at være medarbejder i kommunen, og hvordan det kommunale system virker.
Har du nogle gode råd til, hvordan ergoterapeuter kan påvirke lokalpolitikere?

Tag kontakt til lokalpolitikerne, det er mit bedste råd. Vi vil gerne informeres på en saglig og ordentlig måde, hvis der er forhold der bør ændres. Lokalpolitikere er også borgere i kommunen og er interesseret i at lytte og gøre en forskel.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.