Hjem > Aktuelt > Nyheder > #KV17: Der er nogle ting i vores sundhedsvæsen, der kunne fungere bedre

#KV17: Der er nogle ting i vores sundhedsvæsen, der kunne fungere bedre

6. november 2017
Der er ikke mange, men enkelte ergoterapeuter er at finde på stemmesedlerne til kommunalvalget den 21. november 2017. Vi har kendskab til seks ergoterapeuter, der stiller op, og vi har spurgt dem, hvorfor, hvad deres mærkesager er, om de bruger deres faglige baggrund i det politiske arbejde – og om de har nogle gode råd til, hvordan ergoterapeuter kan påvirke politikerne i deres lokalområde. Her kan du læse, hvad kandidat Gitte Lobdrup svarer.
Gitte Lobdrup er ergoterapeut og kandidat til #KV17.
  • Navn: Gitte Lopdrup
  • Alder: 43 år
  • Arbejde: Projektleder i Randers Kommune, hvor jeg arbejder med udvikling af brugerstyrede handleplaner inden for socialområdet.
  • Parti: Spidskandidat for Radikale Venstre til Region Nordjylland og nr. 2 på listen til byrådet i Vesthimmerlands Kommune.
  • Sted: Vesthimmerlands Kommune, Region Nordjylland
  • Antal år i kommunalpolitik: Det er første gang, jeg stiller op til såvel byråd som regionsråd.

Jeg meldte mig ind i Radikale Venstre for tre år siden, og blev efter tre måneder valgt ind i partiets hovedbestyrelse og blev også medlem af bestyrelsen i Vesthimmerlands Kommune.

Hvorfor stiller du op?

Med en baggrund som ergoterapeut og som pårørende til en psykisk syg, har jeg set, at der er nogle ting i vores sundhedsvæsen, der kunne fungere bedre. Det har givet mig lyst til at være med til at gøre sundhedsvæsenet bedre, og dette har både været drivkraften til, at jeg tog en kandidatuddannelse i folkesundhedsvidenskab, og til at jeg nu stiller op til kommunal- og regionsvalget. Jeg er særligt optaget af social- og sundhedspolitik.

Hvad er dine mærkesager?

  • Nærhed og kvalitet i sundhedsvæsenet
  • Lighed i sundhed
  • Bedre psykiatri
  • Bedre arbejdsmiljø og efteruddannelse for sundhedspersonale

Det danske sundhedsvæsen er under pres, idet vi blandt andet bliver flere ældre, lever længere og bliver bedre til at diagnosticere og behandle. Derfor har vi ikke ressourcer til alt det, vi gerne vil, og derfor er det nødvendigt at prioritere.

Det skal være slut med at effektivisere. Buen er spændt rigeligt. I stedet skal vi fokusere på kvalitet og sammenhæng, og derudover skal vi investere langt mere i forebyggelse, så danskerne forbliver raske i længere tid. Lige nu bruger vi 1 kr. på forebyggelse, hver gang vi bruger 1000 kroner på behandling.

Vi skal også være bedre til at inddrage patienter i deres behandling. Vi sundheds- professionelle vil det bedste for patienterne, men ofte glemmer vi at spørge dem, hvad der er vigtigt for dem i deres liv. Hvis vi ikke får det perspektiv med, kan vi reelt ikke vide, hvilken behandling, der passer bedst til det enkelte menneske.

Samtidig skal vi indføre brugerstyret behandling. Særligt når det gælder kronikere, hvor behovet for kontrol kan variere meget fra patient til patient.

Jeg vil også rigtig gerne have flere koordinatorer ansat, inden for både somatik og psykiatri. De kan have overblik over patientens forløb fra indlæggelse til udskrivning, og koordinere kontakten til for eksempel den praktiserende læge, terapeuter eller plejehjem.

Bruger du din faglige baggrund i det politiske arbejde?

Jeg synes bestemt, at jeg bruger min sundhedsfaglige baggrund i politikken. Alene det at mine politiske områder netop er social- og sundhedspolitik er nok et resultat af mine faglige-, teoretiske- og personlige erfaringer. Mine mærkesager bærer desuden præg af, at jeg er uddannet til at se på det hele menneske, og jeg er fortaler for, at vi skal have differentierede indsatser, fremfor kun at have en vare på hylden.

Har du nogle gode råd til, hvordan ergoterapeuter kan påvirke lokalpolitikere?

De politikere jeg omgås er mennesker, der kærer sig om det danske samfund og om danskernes ve og vel. Derfor vil de, og jeg, gerne høre, hvad I synes der burde gøres anderledes, og hvad de bedre løsninger kunne være. Mit råd er, at man henvender sig direkte til lokalpolitikerne og gør opmærksom på de gode ting, vi ergoterapeuter kan bidrage med som faggruppe. I kan altid invitere politikerne til at komme på besøg på jeres arbejdspladser, så de får et større indblik i vores fags alsidighed og fortræffeligheder.

 

 

 

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.