Hjem > Aktuelt > Nyheder > FM18-DEBAT: Tilbage til tværfagligheden

FM18-DEBAT: Tilbage til tværfagligheden

14. juni 2018
Sundhedsstyrelsen satte torsdag spørgsmålstegn ved faggruppernes evne til at arbejde sammen i sundhedsvæsenet. Tina Nør Langager deltog i debatten med det budskab, at faggrupperne skal blive bedre til at bruge hinanden.
FM18-debat
Tina Nør Langager i debatten: Hvordan finder vi tilbage til tværfagligheden? Foto: Jon Norddahl

Alle taler om tværfaglighed, men i realiteten er det specialisering, der fylder mere og mere i sundhedsvæsenet. Men specialiseringen spænder ben for sig selv, så vi skal finde tilbage til tværfagligheden. Det mener Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, og derfor havde han inviteret formændene for nogle af de faglige organisationer på sundhedsområdet til debat på Folkemødet. Tina Nør Langager understregede til debatten torsdag eftermiddag, hvor vigtigt det er, at de forskellige faggrupper kan arbejde sammen, så borgeren får den bedst mulige hjælp.

- I den traditionelle sundhedsverden findes der kun læger og sygeplejersker, og så er vi andre noget flødeskum på toppen, hvis der er tid og råd til det. I stedet skal vi sørge for, at patienterne får den hjælp, de har brug for, og det kræver, at vi samarbejder tværfagligt mellem de forskellige faggrupper, siger hun.

Men selvom samarbejdet på tværs er vigtigt, skal de enkelte faggrupper ikke glemme deres egen faglighed.

- Tværfaglighed skal ikke blive leverpostej, hvor alle kan det samme. Vi skal værne om, hvad det er, vi hver især kan, og sætte det i spil. Det er vigtigt at have en stærk monofaglighed, for at kunne være en del af et team, siger Tina Nør Langager.

Siloer står i vejen

Sundhedsstyrelsen nævner som eksempler på specialisering, at der igen findes fødeklinikker udenfor sygehusene, at psykologer vil overtage behandlingsansvar i psykiatrien og at sygeplejerskerne gerne vil ordinere medicin. Spørgsmålet er, om det har taget overhånd, når faggrupperne begynder at overtage hinandens fagområder.

Tina Nør Langager siger:

- Jeg oplever, at de udfordringer, vi har, primært er forankret i systemet. Det er økonomiske kasser og siloer, der står i vejen for tværfagligheden. Det gør samarbejdet kompliceret, når vi helst bare vil være i vores egne siloer. Man kan få lyst til bare at kaste det hele op i luften og se, hvordan faggrupperne så vil lande.

Hun foreslår at man indfører tværfaglige specialuddannelser for at styrke det tværfaglige samarbejde i både teori og praksis.

Tina Nør Langager deltog i debatpanelet sammen med:

  • Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening
  • Kirsten Hansen, sektionsleder for Sundhedsstyrelsen
  • Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
  • Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.