Hjem > Aktuelt > Nyheder > Emil K. Villadsen har meldt sit kandidatur til HB

Emil K. Villadsen har meldt sit kandidatur til HB

17. februar 2017
Når Emil Kjeldsmark Villadsen, ergoterapeut og TR på Psykiatrisk Center Sct. Hans, stiller op til Ergoterapeutforeningens hovedbestyrelse er det med en vision og et ønske om at komme tæt på de politiske processer, der er med til at gøre en forskel for ergoterapiens vilkår og ikke mindst dens udøvere.

Emil K. Villadsen har en stor interesse i at arbejde med fagpolitik og værdsætter det sammenhold og den loyalitet, som han mener, fagforeninger bidrager med.

- Jeg har en grundlæggende tro på, at fagbevægelsen er medarbejdernes platform til et bedre arbejdsliv. Igennem det sammenhold og den solidaritet som fagbevægelsen medbringer kan vi gøre vores arbejdsliv og vores vilkår endnu bedre. Jeg mener, at vi hele tiden skal være i stand til at flytte os fra vores standpunkt, hvis vi finder en bedre løsning og være villige til, at give plads og lytte. Ergoterapeutforeningen skal, ligesom resten af fagbevægelsen, være eksperter i innovative løsninger på arbejdslivets udfordringer, siger Emil K. Villadsen.

Som politisk ildsjæl har Emil K. Villadsen sine mærkesager, som han gerne vil arbejde mere i dybden med end det er muligt i praksis. Dette er én af grundene til, at han stiller op til hovedbestyrelsen.

- Jeg er særligt opmærksom på det psykiske arbejdsmiljø, da det vil være alt afgørende for, at man har et godt arbejdsliv og trives. Jeg har også fokus på målstyret ledelse, da det er ineffektivt for organisationen og stressende for medarbejderne. 

Emil K. Villadsen har samtidig fokus på, at der skal passes godt på Etf’s medlemmer.

- Jeg mener, at Etf er en rigtig stærk fagforening, og den bliver kun stærkere. Vi skal sikre de bedste arbejdsvilkår for foreningens medlemmer. Men vi skal også gøre en stor indsats for, at ergoterapeuter vælger at blive medlem af den forening, der forhandler deres overenskomst. De gule foreninger er en tikkende bombe under det arbejdsmarked, som vi har i dag.

Derfor er opmærksomheden også rettet mod nyuddannede ergoterapeuter, for den engagerede kandidat til HB-posten.

- Vi skal i dialog med de nyuddannede ergoterapeuter, da de ikke nødvendigvis kender til fagbevægelsens historie eller ved, hvilken forskel en fagforening som Etf gør for deres arbejdsliv og udvikling af professionen. Det er den nye generation af ergoterapeuter, som skal bære fagbevægelsen og det gode arbejdsmarkedet videre. Så det er et utrolig vigtigt fokusområde for mig, som jeg mener at HB skal være med til at løse, siger Emil K. Villadsen.

Spørger man Emil K. Villadsen, hvor han ser Etf om 5-10 år, og hvilke muligheder han ser for foreningen, lyder svaret

- Jeg tror, at Etf også i fremtiden vil sidde med ved forhandlingsbordet og søge vigtig indflydelse. Foreningen vil fortsat blive mere synlig for medlemmerne ude på arbejdspladserne. Der vil hele tiden være fokus på at skabe flere nye arbejdspladser og bibeholde dem som allerede eksisterer. Sidst men ikke mindst, så vil der være meget mere fokus på arbejdsmiljøet, og hvordan man på den enkelte arbejdsplads kan øge trivslen for den enkelte medarbejder.

Opstillingsfristen som kandidat til hovedbestyrelsen udløber den 1. marts.

 

 

 

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.