Hjem > Aktuelt > Nyheder > EFS: Nyt selskab for kræft og palliation

EFS: Nyt selskab for kræft og palliation

6. oktober 2016
Et nyt selskab for kræft og palliation er stiftet.
EFS for kræft og palliation
Bestyrelsen bag EFS Kræft og Palliation: Christina Bergmann fra Næstved Sygehus, Sara Fredslund fra Rigshospitalet, Line Lindahl Jacobsen, UCSJ og DMCG-PAL, Heidi Birkemose fra Center for Kræft og Sundhed København og Tanja Nord fra Herlev kommune, samt suppleanterne Inger Schmidt Hansen fra Furesø kommune og Signe Jørgensen fra Center for Kræft og Sundhed København.

Af Lasse Qvist

Ergoterapifagligt Selskab for Kræft og Palliation så den 6. oktober dagens lys. Det skete under temadagen om kræft og palliation, der samtidig var stiftende generalforsamling, hvor de 63 deltagende enstemmigt kunne godkende vedtægterne.

- De faglige selskaber er en vigtig del af foreningens DNA. Det styrker fagligheden, understøtter videndeling og udvikler kvaliteten af indsatsen på området. Samtidig får vi i foreningen en faglig sparringspartner og en repræsentant i faglige sammenhænge, siger næstformand i Etf, Lotte Lagoni.

På generalforsamlingen blev fem repræsentanter og to suppleanter uden kampvalg valgt til bestyrelsen af selskabet, der er for alle Ergoterapeutforeningens medlemmer, der arbejder med eller interesserer sig for kræft og palliation.

Folk lever længere med sygdom

Line Lindahl Jacobsen, der har været med i arbejdet med selskabets tilblivelse, blev i dag valgt ind i bestyrelsen. Hun glæder sig over, at der i dag er kommet et selskab for ergoterapeuter, der arbejder med kræft og palliation.

- Kræft og palliation bliver konstateret tidligere i dag, og helbredelsesprocenten er højere. Derfor lever flere mennesker længere tid med deres kræft og senfølgerne efter den. Det påvirker i høj grad folks hverdag, og det er derfor vigtigt, at vi som ergoterapeuter kan give den bedst mulige behandling.

Det glæder hende samtidig, at der nu er et forum, hvor erfaringer og evidens kan deles mellem medlemmerne.

- Mange ergoterapeuter, der arbejder på det her område oplever tit at stå alene ude i sektorerne. Det er derfor dejligt at se, at bestyrelsen er så bredt repræsenteret.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer tæller Christina Bergmann fra Næstved Sygehus, Sara Fredslund fra Rigshospitalet, Heidi Birkemose fra Center for Kræft og Sundhed København og Tanja Nord fra Herlev kommune, samt suppleanterne Inger Schmidt Hansen fra Furesø kommune og Signe Jørgensen fra Center for Kræft og Sundhed København.

Fremtidigt arbejde

Selskabet har til formål at informere og inspirere ergoterapeuter indenfor området til faglig ajourføring, opkvalificering, forskning og udvikling. Derudover skal det fremme kvaliteten og udviklingen af ergoterapifaglige interventioner indenfor ergoterapi og kræft.

Det skal også bistå ved undersøgelser på området og udarbejde høringssvar samt udtale sig til myndigheder og presse vedrørende emner på området.

Kontingentet bliver 150 kr. årligt, der blandt andet skal finansiere den årlige temadag, der blev besluttet at afholde.

Kommentarer

Det var så dejligt at se, så mange fremmødte til vores temadag. Derudover havde vi nogle rigtig spændende oplægsholdere. Jeg har virkelig fået meget med mig, som jeg kan bruge i mit arbejde med kræftramte. Jeg bliver også helt høj af at høre, om den forskning, der er i gang på området. Mange tak for en rigtig god temadag.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.