Fag&Forskning
Udskriftsvenlig

Kommunikation og interaktionsfærdigheder

ACIS er et undersøgelsesredskab baseret på observation, som ergoterapeuten kan anvende til at beskrive kommunikations- og interaktionsfærdigheder, som personer udviser i forbindelse med udførelse af aktiviteter sammen med andre. Undersøgelsesredskabet er oprindeligt udviklet i USA, men har været anvendt af danske ergoterapeuter i flere år.

Formål

Formålet med udviklingen af ACIS er at skabe et undersøgelsesredskab, som samler data om kommunikative og interaktive færdigheder, således som de fremstår under udøvelse af en aktivitetsform og/eller i en social gruppe, som personen er en del af.

Målgruppe

Målgruppen er mennesker, hvis færdigheder i forhold til kommunikation og interaktion er påvirkede efter sygdom.

Beskrivelse

ACIS beskriver og definerer kommunikations – og interaktionsfærdigheder, blandt andet ved at kategorisere dem indenfor tre domæner: Det fysiske, informationsudveksling og relationer.

Det fysiske

Mennesker er fysiske væsner. Det er gennem kroppen, at mennesker præsenterer sig selv overfor andre. Kroppen er det eneste direkte synlige aspekt af et menneske, som andre kan se. Derfor er kroppen altid et instrument i kommunikationen og interaktionen. Der er beskrevet 6 færdigheder indenfor det fysiske domæne: berører, kigger, gestikulerer, manøvrerer, retter imod og indtager stilling.

Informationsudveksling

Mennesker er symbolske væsner, som udveksler informationer gennem brugen af et kodet sprog. For at give og modtage information, der er nødvendige for at opnå aktivitetsformer, må mennesket blandt andet producere lyde og udtrykke ideer og tanker. Der er beskrevet 9 færdigheder indenfor domænet informationsudveksling: artikulerer, erklærer, spørger, engagerer sig, udtrykker, modulerer, meddeler, bruger sprog og opretholder samtale.

Relationer

Mennesker er effektive og sociale væsner i en bestemt kulturel sammenhæng, som kan føle et væld af forbindelser til deres medmennesker. Mennesker reagerer hurtigt følelsesmæssigt i forhold til, hvordan vi tror andre opfatter os, behandler os og tager hånd om os. Der er beskrevet 5 færdigheder indenfor domænet relationer: samarbejder, tilpasser sig, fokuserer, relaterer og respekterer.

Færdighederne observeres og scores ved hjælp af en scoringsskala fra 1 til 4. I manualen er der en udførlig scoringsvejledning samt en uddybning af den teoretiske og videnskabelige baggrund.

Tidsforbrug

Den fulde administration af undersøgelsen varierer fra 20 – 60 minutter. Observation tager fra 15 – 45 minutter. Afhængig af erfaring med ACIS tager scoringen fra 5 – 20 minutter .

Dansk oversættelse

Dansk oversættelse samt validering af oversættelsen er foretaget af Bente Hartvig, ergoterapeut, MSc. OT i 2005.

Validering af oversættelsen er foretaget ved afprøvning i praksis, peer-review og back-translation .

Afprøvningen i praksis er foretaget af ergoterapeuterne på Aalborg Psykiatriske Sygehus.

Peer-review af scoringsvejledning og scoringsark er foretaget af Eva Wæhrens, ergoterapeut, MSc. OT.

Back-translation er foretaget af aut. translatør Ingrid Vestergaard.

MOHO Clearinghouse , UIC, Chicago, USA har givet tilladelse til oversættelse og udgivelse af ACIS. Ergoterapeutforeningen er indehaver af de danske rettigheder.

Uddannelse

Der forudsættes ingen særlig uddannelse for ergoterapeuter i anvendelsen af ACIS, men et kendskab til Model of Human Occupation er nødvendig.

Udgifter i øvrigt

Ingen

Reliabilitet og validitet

Den første version af ACIS blev udviklet af Simon i 1989 (1) og foreligger nu i 3. version fra 1996 (2). Der er foretaget flere studier, som har styrket redskabets struktur og begrebsvaliditet blandt andet en svensk oversættelse (3, 5). Forsyth udførte en betydelig revision baseret på Salamys anbefalinger sammen med input fra 20 internationale ergoterapeuter (2). Derudover blev 52 skotske ergoterapeuter trænet i anvendelsen af ACIS og 244 færdiggjorte undersøgelser blev analyseret ved hjælp af computerprogrammet FACET. Resultatet viste en god intern validitet(4).

Konklusion og anbefalinger

ACIS er et observationsredskab, der beskriver og klassificerer kommunikations - og interaktionsfærdigheder. ACIS kan være et redskab til at kvalitetsudvikle den ergoterapeutiske praksis og dermed medvirke til at dokumentere den ergoterapeutiske indsats.

Litteratur

1 . Simon, S. (1989). The development of an assessment for communication and interaction skills. Unpublished master’s thesis. University of Illinois at Chicago.

2. Forsyth, K. (1996). Measurement Properties or the Assessment of Communication and Interaction Skills (ACIS). Unpublished master’s thesis. University of Illinois at Chicago.

3. Salamy, M. (1993). Construct validity of the assessment for communication and interaction skills. Unpublished master’s thesis. University of Illinois at Chicago.

4. Forsyth, Kersti, Lai, Jin-Shei, Kielhofner Gary (1999). The assessment of Communication and Interaction Skills (ACIS: Measurement and Properties. British Journal of Occupational Therapy, Feb; 62(2); 69 -74

5. 11. Kjellberg, A., Haglund, Lena; Forsyth, Kersti; Kielhofner, Gary (2003). The measurement properties of the Swedish version of the Assessment of Communication and Interaction Skills. Scandinavian Journal of Caring Science; 17(3); 271- 277

Beskrivelse udarbejdet af

Bente Hartvig, marts 2006.

Relateret

Projekt ACIS: Et samarbejde mellem Aalborg Psykiatrisk Sygehus afdeling Vest og Sundheds CVU Aalborg
Projekt ACIS - powerpoints (pdf) >

ACIS anvendelighed ... >
Artikel fra ERGOTERAPEUTEN 5/06