Uddannelse
Udskriftsvenlig

Se spørgsmål om de enkelte specialeområder længere nede på siden.

GENERELLE SPØRGSMÅL

 

1. Hvis der i en given videreuddannelse ligger forskningsmetodik, kan det så også tælle med under punkt 9?

-Ja

2. 1 års videreuddannelse svarer det til 12 måneder eller 10 måneder eller... ? 

-1 års videreuddannelse svarer til et årsværk, dvs. 2 semestre (10 måneders undervisning). 1 årsværk er også lig 60 ECTS-points.


3. Hvordan kan jeg dokumentere mine funktioner?
- Dette kan gøres ved fx at vedlægge stillingsbeskrivelse fra arbejdsgiveren.


4. Hvor hører en efteruddannelse som merkonom ind?
- En merkonomuddannelse hører ind under punkt 7, generel relevant efteruddannelse.


5
. Tæller projekter med som efteruddannelse?
- Nej. Egne projekter i forbindelse med arbejdet tæller ikke generelt med som efteruddannelse.


6. Jeg har ikke kursus specifikt i forskningsmetodik, jvf. pkt. 9. Kan der dispenseres for det?
- Vi ser helst, at du tager et kursus i dette, evt. på et af CVU'erne. Men hvis du i øvrigt gennem din praksis har bevist, at du kan forholde dig reflekterende til andres forskning, så kan du indsende dokumentation for dette i form af artikel til et fagtidsskrift, udviklingsprojekt som man har været primus motor i og lavet rapport om, videoprojekt der viser selvstændig refleksion i forhold til eksisterende forskning m.m.
Vi er i specialistnævnet nødt til at have noget konkret materiale at forholde os til, således at en evt. indstilling til specialistrådet om dispensation ikke vil kunne opleves som "kammerateri".
Specialistnævnet vil vurdere, om det indsendte materiale er fyldestgørende, og i givet fald indstille til specialistrådet: "godkendelse med dispensation".


7. Kan jeg sende en ansøgning, selvom jeg er klar over, at jeg ikke opfylder alle kriterierne for at søge?
- Ja, det kan du godt. Du kan da opleve specialistnævnet som et forum for at få personlig vejledning vedr. din karriereplanlægning.


8. Hvis jeg ansøger på ny, fordi der var enkelte punkter, jeg ikke opfyldte, skal jeg så udfylde nyt ansøgningsskema?
- Ja, det skal du, for skemaet og vejledningen revideres løbende.


9.
Kan en artikel i en lokal avis bruges til dokumentation for faglig formidling
- Nej, med faglig formidling regnes faglige beskrivelser beregnet for andre ergoterapeuter eller faggrupper på et tilsvarende niveau (MVU) eller højere niveau.


10. Er email ligeså godt som underskrevet brev?
- Email er lige så godt som papir med underskrift. Det skal dog sikres, at man kan foretage en identifikation af afsender/institution m.m.


11. Hvor meget dokumentation kræves generelt?
- Der skal som udgangspunkt være håndfast dokumentation for alt. I tilfælde hvor det af forskellige årsager (brand, nedlæggelse af arbejdsplads o.lign.) ikke kan opfyldes, bliver det vurderet, om det har udslagsgivende betydning for godkendelsen. Hvis der er afgørende tvivl om en ansøger kan godkendes eller ej, og der mangler dokumentation for det som tvivlen drejer sig om, kan man ikke blive godkendt, før dokumentationen er tilvejebragt - fx ved underskrevet erklæring fra relevant instans.


12. Kan en afsluttende opgave på diplom- eller masterniveau bruges som formidling?
- Der skal foregå en egentlig formidling/bearbejdning af stoffet. en eksamensopgave  er ikke i sig selv nok som formidlingsprodukt.

 

13. Kan man godkendes inden for to specialer, eksempelvis gerontologi og psykiatri, således at samme erhvervserfaring tæller med i godkendelsen begge steder?
- Ja, man kan godt opnå godkendelse inden for to specialer.

14. Tæller bachelor-vejledning som faglig vejledning?
- Nej, ikke hvis man giver metodevejledning, men ja, hvis det drejer sig om faglig vejledning inden for specialet.

15. Jeg er lidt i tvivl om hvad, der tæller som skriftlig formidling?
- I ansøgningsskemaet pkt. 10 B er oplistet nogle eksempler på formidlingsprodukter. Hvis der er flere forfattere til formidlingsproduktet, skal det angives præcist, hvilke dele/sider, man har lavet. Du kan evt. kontakte nævnsformanden for en nærmere uddybning.

16. Kan kvalitetsstandarder publiceret på en hjemmeside tælle med som formidling?
Ja, hvis der på hjemmesiden står, at du er ansvarlig for arbejdet, eller hvis du ved erklæring fra arbejdsgiveren kan dokumentere dette.

SENHJERNESKADE 

1. Kan et 3 ugers IBITAH kursus i Bobathkonceptet betragtes som videreuddannelse?
- Nej, et sådan kursus regnes under efteruddannelse.


2. Kan planlægning og afholdelse af internt kursus for plejepersonale i lejring og forflytning af hemiplegipatienten betragtes som pointgivende til mundtlig formidling?
- Kurser med plejepersonale som målgruppe kan ikke betragtes som pointgivende i forhold til formidling. Målgruppen skal være færdiguddannede ergoterapeuter.


3. Kan deltagelse i en verdenskongres betragtes som pointgivende i forhold til videreuddannelse?
- Deltagelse kan kun betragtes som pointgivende, når det kan dokumenteres at ansøgeren har afholdt et indlæg, og dette kan i givet fald krediteres under formidling.


4. Kan et 3 kursus i Sanse Integration for børn krediteres som efteruddannelse?
- Ja, det kan godt krediteres som et efteruddannelseskursus, da de overordnede principper og tankegangen i nogen grad kan overføres til voksne senhjerneskadede. Dog kan det ikke stå alene, og der må yderligere være andre specifikke kurser, som specielt er tilegnet målgruppen. Det kan således ikke krediteres som 3 uger, da overvægten i den tidsmæssige udstrækning skal være specifik, men det kan indgå som et supplement og fx krediteres som svarende til en uge.


BØRN

1. Jeg har en ét-årig Marte Meo terapeutuddannelse. Kan den gælde for videreuddannelse?
- Nej. En Marte Meo-uddannelsen eller andre lignende efteruddannelser, eksempelvis Kranio-Sakralterapi, er ikke meritgivende i forhold til videreuddannelse. Det er "generel relevant efteruddannelse", jvf. pkt. 7 C. Længerevarende SI-kurser hører eksempelvis ind under pkt. 7 B. Hvis du har rigtig mange kurser inden for pkt. 7 A + B, vil specialistnævnet kunne indstille til specialistrådet, at man dispenserede for manglende formel videreuddannelse.


HÅNDTERAPI

1. Kan man få specialistgodkendelse indenfor håndterapi, hvis man mangler kurser inden for forskningsmetodik? 
 

-Ja, hvis man har gennemført et større selvstændigt forskningsprojekt, hvor man har bevist, at man til fulde har kendskab til og har anvendt forskningsmetoder og videnskabsteoretiske tilgange. Det bliver i så fald 'godkendt med dispensation'.


2. Kan man blive specialergoterapeut i håndterapi, hvis man ikke har arbejdet på et af de 5 specialesteder i Danmark?
- Indenfor håndkirurgi skelner man mellem specialehåndkirurgi og basishåndkirurgi. Basishåndkirurgien varetages af håndkirurger, mens specialehåndkirurgien varetages af ortopædkirurger. For at opnå specialistgodkendelse i håndterapi som ergoterapeut skal man have arbejdet en del af tiden på et specialested, enten i Danmark eller i udlandet. I Danmark er det Aalborg Sygehus, Gentofte Amtssygehus, Odense Universitetshospital, Rigshospitalet og Århus Amtssygehus, som på nuværende tidspunkt har specialet. 

3. Kan kongresser godkendes som efteruddannelse på lige fod med kurser?
- Ja, hvis man har fået ny viden med hjem, som er blevet udmøntet i ændret praksis. Kongresser, som godkendes indenfor området håndterapi, kan f.eks være: Internationale håndkongresser arrangeret af IFSHT, eller europæiske håndkongresser, arrangeret af EFSHT, Skandinaviske håndkongresser eller håndkirurgiske kongresser.


4. Skriftlig formidling, kan det f.eks være kliniske retningslinier for ergoterapeutisk behandling, som er udsendt på internettet?
- Ja, hvis de kliniske retningslinier er godkendt af en håndkirurg.


5. Kan man blive specialergoterapeut i håndterapi, hvis man ikke har en formel videreuddannelse?
- Ja, hvis man f.eks. selvstændigt har gennemført et større videnskabeligt forskningsarbejde, evt. kombineret med større selvstændigt gennemførte udviklingsprojekter, som er relevante for specialet, samt opfylder de øvrige krav. Det bliver i så fald 'godkendelse med dispensation'.


PSYKIATRI

1. Hvis man altid kun har arbejdet inden for psykiatri, kan man så opfylde kravet om bred erhvervserfaring?
- Ja, 'bred erfaring' skal ses i lyset af bredden af det samlede psykiatriområde. Man kan altså godt have bred erfaring, selv om man alene har været beskæftiget inden for psykiatrien, idet psykiatri i sig selv er et bredt beskæftigelsesområde.