Jobskifte
Hvis du skifter job og får ansættelse i en kommune, region eller i staten, er det Etf-tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen, der skal godkende og underskrive din lønaftale. Er der ikke en Etf-tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, er det en forhandlingskonsulent i Etf, der godkender og underskriver din lønftale.
Det er kun Ergoterapeutforeningen som organisation, der har ret til at godkende og underskrive lønaftaler for ergoterapeuter. Ikke den enkelte ergoterapeut.
Det er derfor vigtigt, at du kontakter Etf, når du får tilbudt en ny stilling, så du i samråd med din kommende tillidsrepræsentant eller en forhandlingskonsulent kan få vurderet løntilbudet fra din nye arbejdsgiver mhp. at finde ud af, om der skal optages forhandling herom.
Hvis du tilbydes ansættelse hos en privat arbejdsgiver, er det alle forhold omkring løn og ansættelse, der skal tages stilling til, da Etf kun har et begrænset antal overenskomster med private arbejdsgivere og derfor ansættes de fleste ergoterapeuter på individuelle kontrakter.
Hvis der er tale om en "særlig stilling" i en kommune eller region, læs mere her ->
OBS: Sig ikke din nuværende stilling op før løn- og ansættelsesvilkår er aftalt!
Du er absolut bedst stillet ved at have en skriftlig aftale om dine kommende løn- og ansættelsesvilkår på plads, før du opsiger din nuværende stilling. Går du fra at have været ledig eller er helt nyuddannet, kan situationen være en anden, hvad dette angår.
Har du først opsagt din faste stilling inden løn- og ansættelsesvilkår er på plads i det nye job, har du bragt dig selv i en meget dårlig forhandlingsposition.
Lønberegner
Søger du job i en kommune eller region, kan du benytte Sundhedskartellets lønberegner til at vurdere, hvilken fast, påregnelig månedsløn du kan få. (Lønberegneren opererer ikke med, hvad man får udbetalt i form af tillæg for at arbejde udenfor normal arbejdstid.)
Husk at ændre medlemsoplysninger, når du skifter job
Det gør du via hjemmesiden under medlemssskab.




